top of page

HESNÆS BAGERI/FALSTERS KYST

Fredag d. 21. oktober 2022

Arrangør: Hesnæs Bageri/Falsters Kyst v/Christina Birch

Naturguides:  Annette Greenfort og Rita Forup

 

28 friske deltagere mødte frem med kurve ved bageriet på Hesnæs Havn.

Fra bageriet gik vi over engen til skoven og fulgte stien mod Ørnehøjen. Undervejs blev nåleskoven grundigt checket og vi fandt både den gulgrønne Knippe-svovlhat, Honningsvamp, Hekseringshatte og en kogle med den fine lille Gran-koglehat. Fra nåleskoven gik vi videre til skræntstien langs kysten. Her blev der holdt en lille pause - udsigten mellem træerne udover vandet var bare så smuk.

I det brede mosbeklædte stykke mellem skrænten og skoven kiggede vi efter fluesvampe, rørhatte og skørhatte.

I kanten mod skoven ligger en stor væltet bøg med  flere forskellige svampe. Den store Randbæltet-hovporesvamp havde flere frugtlegemer i forskellige stadier - det store, næsten sorte nederst og lidt oppe nogle meget nye, blødere, lyse frl. med vækstdråber på porefladen. Længere henne på stammen fandt vi Børstehåret-savbladhat - let lyserød, filtet og med cremefarvede lameller. Den er ellers ualmindelig at finde.

I bøgeskoven fandt vi i skovbunden  Stor-løghat i rigelige mængder, og den Grønblå-bredblad dukkede op mellem de visne blade. Det har været for tørt ved kysten på Falster, så vi fandt ikke Karl Johan eller kantareller som mange ellers havde set frem til.

Fra skrænten gik vi af skovvejen tilbage mod Hesnæs Havn. Nogle kravlede op af vejkanten til den store gamle bøgestub for at se nærmere på de mange Tøndersvampe på barken, og opdagede så, at der også var den store Kæmpe-poresvamp - den er jo spiselig i de blødere dele så flere deltagere fik lidt med hjem i kurven.

Tilbage ved i havnen blev alle fundne svampe lagt op på bordet udenfor bageriet, og vi fik snakket og fortalt om de fleste. Turen sluttede af inde i restauranten, hvor vi blev budt på lækker, smagfuld svampetoast med salat, og snakken om stedet, svampene og de sjove navne fortsatte. 

Tak til jer alle og til Hesnæs Bageri for turen. Dejligt at være på svampejagt med så mange engagerede, opmærksomme og spørgende deltagere.

Annette Greenfort og Rita Forup

bottom of page